36 timmar i Hyltebygden - En berättelse med fokus på vandring, god mat och friluftsliv!

»Vi tilbragte 36 timer i Hyltebygden med fokus på
vandreture, god mad og friluftsliv. Vi håber, at vores beretning vil inspirere til
eventyr, hvor hensyn og ansvar går hånd i hånd med frihed og glæde i naturen.
Gør som os – læs op på allemansrätten og loven om terrængående køretøjer, inden I begiver jer
ud på lignende eventyr”!

En børnefri weekend i Hylte med fokus på friluftsliv

Da jeg ville overraske min mand med en børnefri weekendtur,
faldt valget på Hylte. Planen for weekenden var, at vi skulle være sammen, vandre, nyde
friluftslivet og for første gang afprøve funktionerne til autocamping i den for
os ret nye elbil. Vi ville have den bekvemmelighed, at vi slap for at bære telt og
bagage, men alligevel være frie til selv at vælge overnatningssted. Derfor valgte vi
at fricampe i bilen – en smidig måde at rejse på, så længe det gøres med
hensyn.

Fricamping indebærer altid et ansvar, og det er vigtigt at
vise respekt for naturen og grundejerne. Det handler f.eks. om at holde sig til
steder, hvor det er tilladt at holde, aldrig blokere veje eller indkørsler, kun
holde en nat og efterlade stedet uberørt. Det er små ting, men afgørende for,
at naturen fortsat skal være tilgængelig for alle.

Med den indstilling pakkede vi elbilen og tog afsted for
at vandre, bade, nyde en fika og spise godt – og opdage Hylte fra sin allermest
smukke side.

Fika og historie i Rydöbruk

Vi kørte ind i Hylte kommune ad vej 150, der strækker sig mellem
Falkenberg og Torup. Vores første stop var hos Stephanie og hendes café med
bageri, Fika by Steph, i Rydöbruk. Stephanie vandt for nogle år siden ”Hela
Sverige bakar” og driver nu sin forretning i det gamle stikværk, en smuk
murstensbygning, der tidligere husede den nødvendige infrastruktur til det gamle
værk, der lå på stedet.

Resterne af fabrikken og industrierne præger stadig
»Konstnärsbyn«, og der hviler en vis mystik over dens levn. Der er
noget næsten bohemeagtigt over stedet, hvor kreative af forskellig art har søgt til
efter at industrien forlod stedet – først kunstnere og nu madskabere. Ud over Fika
by Steph findes her Knystaforsen, som er en spændende gourmetrestaurant med en stjerne i
Michelin-guiden. Desværre stod Knystaforsen ikke på programmet denne dag, men
vi kiggede misundeligt på deres have, der var fuldstændig oversået med
lyskæder og så utroligt hyggelig ud.

Udsigtsjagt på Ramnåsberget

Under alle omstændigheder fik vi hver især et surdejsbrød og
en chokoladekugle med. Jeg havde sendt en mail på forhånd, da vi spiser vegansk, og af
erfaring ved, at det kan være sværere at regne med at få fat i mad og
fika. Det var dog slet ikke noget problem; brødet blev fyldt med diverse friske
og syltede grøntsager, spirer og salat, og det var lige, hvad vi havde brug for,
inden vi kastede os ud i weekendens første udfordring: klatreturen op til udsigtstårnet
på Ramnåsberget.

På Ramnåsberget, mellem Torup og Rydöbruk, ligger et fem
etager højt tårn af træ. Fra toppen var den milevidtsgående udsigt helt fantastisk
over trætoppene. Udover Torup kan man se Nissans dal. Netop denne dag
hang skyerne så lavt, at vi kunne se dem ovenfra. Tårnet ligger på privat ejendom og
besøges på eget ansvar, men det var helt klart et af dagens højdepunkter (både
i overført og bogstavelig forstand). Stien op til tårnet er ikke afmærket, så man
skal vide, hvor man skal hen. Fra Nissadalsvägen fulgte vi skiltet mod Ramnås og
parkerede ved vejbommen efter ca. 300 meter. Derefter gik vi ad stien til højre for
vejen, op ad bjerget, lige før Ramnås gård.

Selve vandreturen op til tårnet er ikke særlig lang og
ret let at gå, men det går jo, tja, opad.

Varieret natur på Jälluntoftaleden

Efter udsigtstårnet satte vi kursen mod Jälluntofta i
kommunens nordøstlige del. Vi skulle vandre ad Jälluntoftaleden. Der er parkeringsplads,
tydeligt afmærket, ved Møbelmuseet i Jälluntofta – et stenkast fra den godt 100
år gamle skyttepavillon, som i sig selv er en seværdighed. Arkitekturen minder om
det amerikanske Midtvesten, og pavillonen ligner en blanding af
en saloon og et selskabs-hus i miniatyr. Fra sin indhegning på den anden side af vejen
kiggede kalvene nysgerrigt på os, da vi gik en runde omkring bygningen.

Jälluntoftaleden var let at vandre på, om end lidt våd netop den
her dag, og let at følge med tydelige markeringer hele vejen. Stien går
gennem meget afvekslende natur; det ene øjeblik går man gennem knæhøje bregner
eller blåbærbuske, i det næste over en eng og snart gennem en granskog, der pludselig
gik over i en bøgeskov. Langs stien var der flere bænke og rastepladser, end vi
havde brug for, men vi standsede for at spise frokost ved vindskjulet, der ligger omtrent ved 6
km-mærket. Der blev serveret tacos og stegt æble med havregryn og vaniljesauce. Lidt
senere standsede vi også for at drikke noget og spise en chokoladekugle ved søens bred.
Turen tog os lidt over tre timer inklusive pauser.

Aftenbad, is og middag ved Tiraholm

Da vi var tilbage i bilen, skiftede vi til tørre sko og bukser,
inden vi kørte videre mod Tiraholms Fisk, hvor vi havde reserveret bord til middag.
Da vi havde god tid, tog vi en spontan afstikker ud på halvøen i
søen Unnen, hvor Vallsnäs camping ligger, for at spise en is med smag af salt karamel.

Inden middagen nåede vi også at tage en (kold, men
velkommen) dukkert i søen Bolmen. Bolmen er en stor sø, og en anden gang vil
vi også gerne tage færgen over til Bolmsö. Lige ved Tiraholm ligger der et
badested med sandstrand, og der er så lavt vand, at jeg uden betænkeligheder havde turdet lade
børnene (4 og 1,5 år) løbe frit omkring. De ville for øvrigt også
have elsket de små skulpturer af forskellige fiskearter, der står spredt rundt om gården,
ligesom gyngen med udsigt over søen, der hænger i et træ lige dér, hvor græsset
møder sandet.

Vi kiggede et øjeblik på bastuflåden, der ligger for anker
et par meter ude i søen, men måtte skuffet konstatere, at vi ikke ville nå
det inden maden. Det må blive en anden gang…

Også Tiraholms fisk www.tiraholm.se
leverede en fremragende, vegansk hovedret til
os, og vi nød også lokale jordbær- og rabarber/appelsin-limonader.

Midt i ingenting – og alligevel så levende

Derefter satte vi kursen mod et sted, vi havde fået et tip om at overnatte
– der skulle være parkeringsplads, toilet, bademuligheder og et bord
at sidde ved. Men på vejen derhen opdagede vi et andet smukt sted, der føltes
rigtigt godt i forhold til vores principper for fri camping. Med god samvittighed og naturen omkring os
som selskab blev vi der natten over og nød roen.

Hylte er jo i øvrigt virkelig skovenes og søernes område.
Samtidig slår det mig, hvor levende Hylte-området er, trods fornemmelsen af at befinde
sig midt ude i ingenting. Vi passerer gårde, hvor der arbejdes i haver og
marker; en rød kat ligger som en løve på trappen uden for en
rødmalet gårdbygning og holder udkig. Køer, geder og får kigger nysgerrigt på os,
og der går sjældent mange minutter, uden at vi møder en bil eller en knallert, selv på de
mest snoede landeveje. Folk løfter ofte en hånd i hilsen, når vi
kører forbi i lav hastighed for at beundre det smukke snedkerarbejde på deres smukke hytter, småhytter
og gårde. Hylte er i allerhøjeste grad til stede.

Vi parkerede bilen i en fordybning ved siden af vejen, få
meter fra vandet. Fra bilens bagagerum, hvor vi foldede madrassen ud og
redte sengen til natten, havde vi en flot udsigt over søen. Tøjlinen blev forsigtigt hængt
og midlertidigt mellem to træer, så de våde bukser og sokker kunne
tørre i vinden. Vanddunken fik en provisorisk plads på et par store
sten, og vi faldt i søvn til lyden af vinden i trækronerne over bilens
tagvindue.

Skärshultsleden og frokost ved Bosgårdsfallet

Om morgenen spiste vi den medbragte morgenmad og kogte kaffe
ved hjælp af bilens såkaldte »vehicle-to-load-adapter« – en dims, der gør det muligt at
kan bruge elbilens store batteri til at forsyne en almindelig
230V-stikkontakt med strøm. Vi tilsluttede altså vores medbragte kaffemaskine og fik endda
friskbrygget kaffe til det brød, vi havde købt dagen før.

Efter at have pakket campingpladsen sammen og samlet alt affaldet
op begav vi os mod Skärshults camping, hvor vi havde to
vandreruter at vælge imellem: den store og den lille Skärshultsleden. Vi nøjedes
med den lille rute, der er 6 km lang. Den store Skärshultsleden er 12 km lang og løber
delvist parallelt med den lille. Den lille rute var dejlig – ret kuperet nogle
steder, men med utrolige udsigter over søen og mange spændende passager. Et sted
måtte vi bruge et reb til at komme op ad en stejl skråning, og et andet sted var passagen mellem
to søer så smal, at den knap nok var mere end en smal gangbro at gå på. Næsten så tæt
på vandet, som man kan komme… Langt på ruten var der masser af
blåbærbuske, der allerede nu bugnede af modne blåbær. Vi plukkede og spiste en hel del
håndfulde og ønskede, at vi havde haft en krukke med til at samle dem i.

Efter formiddagens vandretur var det tid til en frokostpause,
inden vi begav os hjemad igen. Vi standsede ved Bosgårdsfallet i Torup og kogte
makaroni og vegetarisk farssauce på vores Trangia-komfur. Ved Bosgårdsfallet, som er et 11
meter højt vandfald mellem Ivesjön og Nissan, findes der grillpladser og flere
picnicborde, både med og uden tag, spredt ud over området. Der er også tre
kortere vandrestier i omegnen; vi slentrede langsomt uden at følge
nogen bestemt af dem og blev slået af, hvor meget der var at se. Ud over vandet,
hvis voldsomme bevægelse er fascinerende, findes der rester fra den gamle mølle
samt flere virksomheder, der tidligere har ligget på stedet.

Tak for denne gang, Hylte!

Derefter begav vi os hjemad igen, tilfredse og positivt
overraskede over, hvor meget vi havde nået på lidt mere end et døgn. På vej ud af
Jälluntofta under gårsdagens vandretur stod der et skilt med budskabet »Du kommer
tilbage!«, og ja, det gør vi helt sikkert!

Teksten er
skrevet på baggrund af en personlig oplevelse og er redaktionelt bearbejdet med
hjælp fra AI.