36 timmar i Hyltebygden - En berättelse med fokus på vandring, god mat och friluftsliv!

»Vi tilbragte 36 timer i Hyltebygden med fokus på vandreture, god mad og friluftsliv. Vi håber, at vores beretning vil inspirere til eventyr, hvor hensyn og ansvar går hånd i hånd med frihed og glæde i naturen. Gør som os – læs op på allemansrätten og loven om terrængående køretøjer, inden I begiver jer ud på lignende eventyr”!

En børnefri weekend i Hylte med fokus på friluftsliv

Da jeg ville overraske min mand med en børnefri weekendtur, faldt valget på Hylte. Planen for weekenden var, at vi skulle være sammen, vandre, nyde friluftslivet og for første gang afprøve funktionerne til autocamping i den for os ret nye elbil. Vi ville have den bekvemmelighed, at vi slap for at bære telt og bagage, men alligevel være frie til selv at vælge overnatningssted. Derfor valgte vi at fricampe i bilen – en smidig måde at rejse på, så længe det gøres med hensyn.

Fricamping indebærer altid et ansvar, og det er vigtigt at vise respekt for naturen og grundejerne. Det handler f.eks. om at holde sig til steder, hvor det er tilladt at holde, aldrig blokere veje eller indkørsler, kun holde en nat og efterlade stedet uberørt. Det er små ting, men afgørende for, at naturen fortsat skal være tilgængelig for alle.

Med den indstilling pakkede vi elbilen og tog afsted for at vandre, bade, nyde en fika og spise godt – og opdage Hylte fra sin allermest smukke side.

Fika og historie i Rydöbruk

Vi kørte ind i Hylte kommune ad vej 150, der strækker sig mellem Falkenberg og Torup. Vores første stop var hos Stephanie og hendes café med bageri, Fika by Steph, i Rydöbruk. Stephanie vandt for nogle år siden ”Hela Sverige bakar” og driver nu sin forretning i det gamle stikværk, en smuk murstensbygning, der tidligere husede den nødvendige infrastruktur til det gamle værk, der lå på stedet.

Resterne af fabrikken og industrierne præger stadig »Konstnärsbyn«, og der hviler en vis mystik over dens levn. Der er noget næsten bohemeagtigt over stedet, hvor kreative af forskellig art har søgt til efter at industrien forlod stedet – først kunstnere og nu madskabere. Ud over Fika by Steph findes her Knystaforsen, som er en spændende gourmetrestaurant med en stjerne i Michelin-guiden. Desværre stod Knystaforsen ikke på programmet denne dag, men vi kiggede misundeligt på deres have, der var fuldstændig oversået med lyskæder og så utroligt hyggelig ud.

Udsigtsjagt på Ramnåsberget

Under alle omstændigheder fik vi hver især et surdejsbrød og en chokoladekugle med. Jeg havde sendt en mail på forhånd, da vi spiser vegansk, og af erfaring ved, at det kan være sværere at regne med at få fat i mad og fika. Det var dog slet ikke noget problem; brødet blev fyldt med diverse friske og syltede grøntsager, spirer og salat, og det var lige, hvad vi havde brug for, inden vi kastede os ud i weekendens første udfordring: klatreturen op til udsigtstårnet på Ramnåsberget.

På Ramnåsberget, mellem Torup og Rydöbruk, ligger et fem etager højt tårn af træ. Fra toppen var den milevidtsgående udsigt helt fantastisk over trætoppene. Udover Torup kan man se Nissans dal. Netop denne dag hang skyerne så lavt, at vi kunne se dem ovenfra. Tårnet ligger på privat ejendom og besøges på eget ansvar, men det var helt klart et af dagens højdepunkter (både i overført og bogstavelig forstand). Stien op til tårnet er ikke afmærket, så man skal vide, hvor man skal hen. Fra Nissadalsvägen fulgte vi skiltet mod Ramnås og parkerede ved vejbommen efter ca. 300 meter. Derefter gik vi ad stien til højre for vejen, op ad bjerget, lige før Ramnås gård.

Selve vandreturen op til tårnet er ikke særlig lang og ret let at gå, men det går jo, tja, opad.

Varieret natur på Jälluntoftaleden

Efter udsigtstårnet satte vi kursen mod Jälluntofta i kommunens nordøstlige del. Vi skulle vandre ad Jälluntoftaleden. Der er parkeringsplads, tydeligt afmærket, ved Møbelmuseet i Jälluntofta – et stenkast fra den godt 100 år gamle skyttepavillon, som i sig selv er en seværdighed. Arkitekturen minder om det amerikanske Midtvesten, og pavillonen ligner en blanding af en saloon og et selskabs-hus i miniatyr. Fra sin indhegning på den anden side af vejen kiggede kalvene nysgerrigt på os, da vi gik en runde omkring bygningen.

Jälluntoftaleden var let at vandre på, om end lidt våd netop den her dag, og let at følge med tydelige markeringer hele vejen. Stien går gennem meget afvekslende natur; det ene øjeblik går man gennem knæhøje bregner eller blåbærbuske, i det næste over en eng og snart gennem en granskog, der pludselig gik over i en bøgeskov. Langs stien var der flere bænke og rastepladser, end vi havde brug for, men vi standsede for at spise frokost ved vindskjulet, der ligger omtrent ved 6 km-mærket. Der blev serveret tacos og stegt æble med havregryn og vaniljesauce. Lidt senere standsede vi også for at drikke noget og spise en chokoladekugle ved søens bred. Turen tog os lidt over tre timer inklusive pauser.

Aftenbad, is og middag ved Tiraholm

Da vi var tilbage i bilen, skiftede vi til tørre sko og bukser, inden vi kørte videre mod Tiraholms Fisk, hvor vi havde reserveret bord til middag. Da vi havde god tid, tog vi en spontan afstikker ud på halvøen i søen Unnen, hvor Vallsnäs camping ligger, for at spise en is med smag af salt karamel.

Inden middagen nåede vi også at tage en (kold, men velkommen) dukkert i søen Bolmen. Bolmen er en stor sø, og en anden gang vil vi også gerne tage færgen over til Bolmsö. Lige ved Tiraholm ligger der et badested med sandstrand, og der er så lavt vand, at jeg uden betænkeligheder havde turdet lade børnene (4 og 1,5 år) løbe frit omkring. De ville for øvrigt også have elsket de små skulpturer af forskellige fiskearter, der står spredt rundt om gården, ligesom gyngen med udsigt over søen, der hænger i et træ lige dér, hvor græsset møder sandet.

Vi kiggede et øjeblik på bastuflåden, der ligger for anker et par meter ude i søen, men måtte skuffet konstatere, at vi ikke ville nå det inden maden. Det må blive en anden gang…

Også Tiraholms fisk www.tiraholm.se leverede en fremragende, vegansk hovedret til os, og vi nød også lokale jordbær- og rabarber/appelsin-limonader.

Midt i ingenting – og alligevel så levende

Derefter satte vi kursen mod et sted, vi havde fået et tip om at overnatte – der skulle være parkeringsplads, toilet, bademuligheder og et bord at sidde ved. Men på vejen derhen opdagede vi et andet smukt sted, der føltes rigtigt godt i forhold til vores principper for fri camping. Med god samvittighed og naturen omkring os som selskab blev vi der natten over og nød roen.

Hylte er jo i øvrigt virkelig skovenes og søernes område. Samtidig slår det mig, hvor levende Hylte-området er, trods fornemmelsen af at befinde sig midt ude i ingenting. Vi passerer gårde, hvor der arbejdes i haver og marker; en rød kat ligger som en løve på trappen uden for en rødmalet gårdbygning og holder udkig. Køer, geder og får kigger nysgerrigt på os, og der går sjældent mange minutter, uden at vi møder en bil eller en knallert, selv på de mest snoede landeveje. Folk løfter ofte en hånd i hilsen, når vi kører forbi i lav hastighed for at beundre det smukke snedkerarbejde på deres smukke hytter, småhytter og gårde. Hylte er i allerhøjeste grad til stede.

Vi parkerede bilen i en fordybning ved siden af vejen, få meter fra vandet. Fra bilens bagagerum, hvor vi foldede madrassen ud og redte sengen til natten, havde vi en flot udsigt over søen. Tøjlinen blev forsigtigt hængt og midlertidigt mellem to træer, så de våde bukser og sokker kunne tørre i vinden. Vanddunken fik en provisorisk plads på et par store sten, og vi faldt i søvn til lyden af vinden i trækronerne over bilens tagvindue.

Skärshultsleden og frokost ved Bosgårdsfallet

Om morgenen spiste vi den medbragte morgenmad og kogte kaffe ved hjælp af bilens såkaldte »vehicle-to-load-adapter« – en dims, der gør det muligt at kan bruge elbilens store batteri til at forsyne en almindelig 230V-stikkontakt med strøm. Vi tilsluttede altså vores medbragte kaffemaskine og fik endda friskbrygget kaffe til det brød, vi havde købt dagen før.

Efter at have pakket campingpladsen sammen og samlet alt affaldet op begav vi os mod Skärshults camping, hvor vi havde to vandreruter at vælge imellem: den store og den lille Skärshultsleden. Vi nøjedes med den lille rute, der er 6 km lang. Den store Skärshultsleden er 12 km lang og løber delvist parallelt med den lille. Den lille rute var dejlig – ret kuperet nogle steder, men med utrolige udsigter over søen og mange spændende passager. Et sted måtte vi bruge et reb til at komme op ad en stejl skråning, og et andet sted var passagen mellem to søer så smal, at den knap nok var mere end en smal gangbro at gå på. Næsten så tæt på vandet, som man kan komme… Langt på ruten var der masser af blåbærbuske, der allerede nu bugnede af modne blåbær. Vi plukkede og spiste en hel del håndfulde og ønskede, at vi havde haft en krukke med til at samle dem i.

Efter formiddagens vandretur var det tid til en frokostpause, inden vi begav os hjemad igen. Vi standsede ved Bosgårdsfallet i Torup og kogte makaroni og vegetarisk farssauce på vores Trangia-komfur. Ved Bosgårdsfallet, som er et 11 meter højt vandfald mellem Ivesjön og Nissan, findes der grillpladser og flere picnicborde, både med og uden tag, spredt ud over området. Der er også tre kortere vandrestier i omegnen; vi slentrede langsomt uden at følge nogen bestemt af dem og blev slået af, hvor meget der var at se. Ud over vandet, hvis voldsomme bevægelse er fascinerende, findes der rester fra den gamle mølle samt flere virksomheder, der tidligere har ligget på stedet.

Tak for denne gang, Hylte!

Derefter begav vi os hjemad igen, tilfredse og positivt overraskede over, hvor meget vi havde nået på lidt mere end et døgn. På vej ud af Jälluntofta under gårsdagens vandretur stod der et skilt med budskabet »Du kommer tilbage!«, og ja, det gør vi helt sikkert!

Teksten er skrevet på baggrund af en personlig oplevelse og er redaktionelt bearbejdet med hjælp fra AI.